Velkommen til Faarevejle Friskole

Vi har egen SFO, idrætshal, multisal, musiklokale, fysiklokale, værksteder, skolekøkken mv.

Vi tilstræber klassestørrelser på ca. 20-22 elever i 0. og 1. klasse. I de ældre klasser tager vi gerne, hvis vi vurderer det hensigtsmæssigt, flere elever ind – for at styrke det sociale og faglige sammenspil.

Vores historie

Faarevejle Fri- og Efterskole er en af Sjællands gamle friskoler. Skolekredsen blev oprettet den 27. oktober 1903 af forældre, som protesterede mod datidens offentlige skole, der lagde vægt på udenadslære og statens ønske om at diktere opdragelsen af børnene. Ideen til oprettelsen af friskolen udsprang af de folkelige bevægelser, der – inspireret af bl.a. Grundtvig – opstod i Vestsjælland i første halvdel af forrige århundrede.

Computer i undervisningen

Fra august 2025 skal elever fra 6. til 9. klasse selv medbringe en PC til at benytte i undervisningen. Til de øvrige klasser har vi iPad-klassesæt.

Vores vision

Faarevejle Friskole er en Grundtvig/Koldsk skole for nutiden. I de frie skolers tradition giver vi vores elever personlige, sociale og faglige forudsætninger for at træffe deres egne valg, i det samfundsfællesskab de skal leve i. Vi vil være skolen for livet i et globaliseret, digitaliseret og individualiseret vidensamfund. Intet mindre.

Vi er med i skolefrugt og skolemælksordningen!

Hos Faarevejle Friskole prioriterer vi sundhed og trivsel højt. Derfor er vi en del af EU’s skoleordning, som giver eleverne bedre adgang til frugt, grønt og magre mælkeprodukter i skoledagen. Ordningen har til formål at fremme sunde kostvaner og gøre det nemt for børn at vælge frugt, grønt og mælk som en naturlig del af hverdagen.

Ledige stillinger:

På Faarevejle Friskole søger vi løbende engagerede og fagligt stærke medarbejdere, der har lyst til at være en del af et levende skolemiljø med plads til fællesskab, nærvær og udvikling.
Har vi ledige stillinger, kan du se dem her på siden. Du er også altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning, hvis du mener, at netop dine kompetencer kunne blive en del af vores skole.

Vi søger en viceleder :

Vil du være med til at videreudvikle vores friskole og SFO i tæt samarbejde med friskolelederen?
Som viceleder bliver du en del af friskolens ledelsesteam med ansvar for drift, udvikling og pædagogisk sparring. Sammen med friskolelederen står du i spidsen for friskolen med ca. 180 elever og SFO’en med ca. 80 børn. Vi søger en leder, der deler vores værdigrundlag og omsætter det til tydelig og inspirerende praksis.
Stillingen rummer både ledelsesmæssige, administrative og undervisningsmæssige opgaver, herunder ca. 10 lektioners undervisning om ugen.

Ansøgningsfrist: 11. august 2026. Tiltrædelse den 1. oktober 2026. Samtaler afholdes i uge 35.
For yderligere oplysninger: Kontakt skoleleder Tine Holm på 2464 2343. Ansøgning, CV samt relevante bilag sendes til: tine.h@ffeonline.dk
Løn og ansættelsesvilkår i henhold organisationsaftalen for ”Ledere ved frie grundskoler mv.af 16.april 2019”.